onsdag den 18. januar 2017

Cotoneaster langs husmuren

Britt har sendt mig nedenstående foto og spurgt, hvad det er, der vokser under vinduerne. Hun efterlyser også ideer til andre planter, som kan sættes langs muren og som er nemme at holde.
Hun regner dog med, at planterne på et tidspunkt skal væk, da et af vinduerne på sigt skal udskiftes med en havedør med en trappe.


Så vidt jeg kan se, så er det cotoneaster horizontalis – også kaldet vifteformet mispel - som vokser langs muren, og umiddelbart kan jeg ikke komme i tanke om planter, der er nemmere og mere nøjsomme og som vil kunne trives så tæt på en husmur. Men jeg skal gerne medgive, at skønhedsfaktoren kan diskuteres 😉

Ingen grogaranti ved husmuren


Cotoneaster kan tåle at blive klippet helt ned om vinteren og skyder villigt igen. Sådan en nedklipning giver jo fin mulighed for at få luget og renset bedet grundigt for græs og ukrudt. Ved samme lejlighed kan jorden mellem buskene dækkes med et tykt lag flis.

En af grundene til, at jeg ikke vil foreslå at skifte buskene ud med andre planter, er, at vækstforholdene og mikroklimaet langs en husmur er vildt udfordrende. Der kan blive bagende varmt på en sommerdag – og jorden er ofte benhård og tør. Derfor tør jeg simpelthen ikke give gro-garanti. Så i stedet for at bruge penge på planter, som måske bare går ud, vil det være meget mere fornuftigt at bruge beløbet til havedørs-opsparing 👍

Denne cotoneaster bliver klippet helt ned med 2-3 års mellemrum ... og den har vokset ved husmuren i mindst 30 år.
 En helt igennem nem og nøjsom plante

Set med bygningssagkyndige øjne er det heller ikke hensigtsmæssigt at plante langs en husmur – og jeg kan i alt fald skrive under på, at det er hamrende besværligt at hoppe rundt mellem lave buske og brede stauder, når der skal pudses vinduer!

Så for en gangs skyld er mit forslag ikke spor grønt, men derimod gråt. Den dag buskene skal væk, ville jeg nemlig erstatte dem med en stribe ukrudtsdug og ærtesten langs husets sokkel. Eller lægge en terrasse i hele husets længde.

Men – men – men … så kommer der jo til at se noget bart og kedeligt ud foran huset. Så derfor ville jeg samtidig anlægge et lille bed eller buskads i tilknytning til terrassen eller på et strategisk sted i græsplænen.

Buskens fine små røde bær lyser op om efteråret

Og se – nu kommer vi til det smarte: Cotoneaster horizontalis / vifteformet mispel kan nemlig også bruges som bunddække. Uden en mur at støtte sig til, vil den lægge sig ned og brede sig hen over jorden. Det klæder den faktisk – og hvis den får selskab af et par mindre opstammede træer eller måske en smuk statue, vil den tilføre haven et både frodigt og stilrent udtryk.

Nå ja – og ved at genbruge planterne, så er der jo atter sparet penge ;-)

mandag den 16. januar 2017

Beskæring i dejligt vejr

Sikke dog et dejligt vejr i dag. Det er jo lige før, at januar ryger hen på listen over favoritmåneder, når solen skinner så fint og musvitten laver små sangøvelser.

Klokken var fem, før jeg kom ind fra haven med røde kinder og trætte ben. Jeg har haft travlt med at beskære buske, for de fleste af dem står nemlig med fødderne i tætte klynger af vintergækker og erantis - og jeg skulle jo nødig komme til at stampe i de skønne forårsbebudere, når jeg mosler rundt med grensaksen og ørnenæbbet. Så derfor skal buskene beskæres, inden de små forårsbebudere stikker hovederne for langt frem.

De første ukuelige optimister 💗

Og de står skam lige på spring, de kære små. I forhavens sydvendte krog ringler de første vintergækker med deres fine hvide klokker – og tæt ved husmuren er et par erantis helt gule i hovedet, selvom de dog stadig har nakken let bøjet.

Hvornår må man beskære havens træer og buske ?


Nå, men angående beskæring, så er der nogle stykker, der har spurgt mig, om man godt må beskære på denne årstid.

Svaret er både ja og nej. Roser må ikke beskæres om vinteren. De skal først trimmes til foråret – og det samme gælder for sommerfuglebuskene.

De såkaldte blødere, der har tidlig saftstigning, må heller ikke beskæres om vinteren. Alle stenfrugter – bla blomme og kirsebær - risikerer at forbløde i løbet af foråret, hvis du beskærer dem nu. Det samme gør valnød, birk, hjortetaktræ, ægte kastanje og morbær . Disse træer må kun beskæres sidst på sommeren eller i det tidlige efterår.

Nogle havefolk og gartnere mener, at alle de øvrige buske og træer også har bedst af at blive beskåret sidst på sommeren, mens de stadig er i vækst. Så skulle såret efter beskæringen hele hurtigere, og der er ikke nær så stor risiko for svampeangreb.

Personligt synes jeg dog, at det er grumme svært at vurdere, hvor der skal skæres, mens buske og træer har blade på. Desuden har en del fugle stadig unger i reden sidst på sommeren, så derfor foretrækker jeg at beskære om vinteren. Sådan gjorde man i øvrigt altid før i tiden, og mit ældgamle æbletræ er da et glimrende bevis på, at det fungerer fint.

Mit gamle Cox Pomona æbletræ i sne og solnedgang 💗

Så ja – jeg beskærer på livet løs og glæder mig over de frostklare og solrige januardage.


De japanske kvæder (til venstre i fotoet) inden beskæring. De var blevet alt for tætte og havde filtret sig totalt ind i hinanden. En del af grenene var desuden gået ud.


Samme buske – dog set fra en anden vinkel - efter grundig beskæring. Alle gamle grene er fjernet ved grunden, så de nye, unge skud kan få lys og luft. Det ser lidt bart ud lige nu, men bare vent til der kommer blade på 👍😊


PS: Du er meget velkommen til at dele artiklen 💚

lørdag den 14. januar 2017

Når et træ dør

I forgårs måtte et af havens træer lade livet. Eller – det vil sige, det var allerede dødt, inden motorsaven blev startet. Barken var simpelthen lindet fra i en halv meters højde hele vejen rundt om stammen, og midt på sommeren begyndte træet da også at smide bladene et efter et.

Forår og frodighed i 2015, men allerede da var ahorntræet svækket og sprang sent ud

Det var en trist forestilling. Selvom det ”bare” var et helt almindeligt ahorntræ, så holdt jeg jo af det. Det havde sået sig selv for mere end 10 år siden og havde valgt så fint et sted i hjørnet ud mod indkørsel. Det rundede forhaven af på den helt rigtige måde, men ligesom det selv havde valgt sin placering, valgte det altså også selv sin afgang. Nu ligger det skiveskåret omme bag stalden og venter på at blive flækket, tørret og til sidst gøre gavn som brænde.

Sådan er de fleste træers skæbne, og sådan skal det vel også være. Men det giver da et lille gib i mig, når jeg kigger ud af vinduet og ser stubben deroppe ved hækken.

Der var engang et træ

Måske vil jeg plante et nyt træ et par meter fra og lidt forskudt for ahorntræets stub. Jeg tror, at jeg vil komme til at savne det læ, som træet gav for østenvinden. Og fuglene brugte ofte dets grene som udkigspost. Jeg skal da i øvrigt lige love for, at flagspætten holdt et vældigt palaver i går formiddags, da den opdagede, at træet var væk. Den havde sikkert allerede glædet sig til, at træet gik fuldkommen ud og blev det herligste insekthotel og spætte-spisekammer.

Som regel var det småfuglene, der hyggede sig i træet,
men af og til brugte spurvehøgen det som udkigspost.

Havde træet stået et knapt så synligt sted, havde jeg da også overladt det til naturens præmisser. Udgåede træer er nemlig i meget høj kurs hos både fugle og insekter. Men sådan lige midt i forhaven … det blev trods alt lidt for naturligt. Selv for mig ;-)

Nu overvejer jeg at plante et smukt kirsebærtræ, men helt sikker er jeg ikke. For selvom jeg kommer til at savne læet, så må jeg jo også erkende, at forhaven virker lettere og lysere uden træet – og før jeg får set mig om vokser dets efterladte sidekammerat, den lille valnød, velsagtens til og udfylder en del af pladsen.

Jeg elsker kirsebærblomster

Sådan udvikler og forandrer en have sig hele tiden. Nogle gange styret af menneskeånd og -hånd. Andre gange underlagt svampeangreb, sygdomme og andre naturlige faktorer. Så gælder det om at se mulighederne.

PS: Jeg bliver rigtig, rigtig glad, hvis du deler indlægget :-) :-) :-)