søndag den 7. januar 2018

BESKÆRING AF FRUGTTRÆER

Træer og buske bliver altid smukkest uden beskæring. Men vi mennesker elsker jo at pille ved alting, så vi kan selvfølgelig ikke lade være med at save, klippe, nippe og nappe 😉

Kønt er det ikke, men dejlig nemt, når der skal plukkes

Havens frugttræer hører til de mest udsatte. De lækre frugter skal jo helst være nemme at nå, så aldrig så snart er træet vokset os over hovedet, før vi farer ud med grensaks og ørnenæb.


VINTERBESKÆRING ELLER SOMMERBESKÆRING



Spørgsmålet er så, hvornår træerne skal, bør eller kan beskæres. Hvilken årstid er bedst?

De kloge hoveder er helt enige. Blomme- og kirsebærtræer bør kun beskæres om sommeren, ja allerhelst mens de står i blomst, hvilket så giver mulighed for et par overdådige buketter til stuen eller spisebordet.

Æble- og pæretræer kan beskæres både sommer og vinter, men tidsrummet fra 1. juli til 15. september er klart at foretrække. Vel at mærke set ud fra træets trivsel. Sårfladerne heler nemlig langt hurtigere i vækstsæsonen end når træet er i vinterdvale, og dermed mindskes risikoen for svampeangreb. Desuden lader det til, at træet sætter færre vanris, når det beskæres om sommeren.

Træer, der beskæres om vinteren, sætter mange vanris

Personligt synes jeg, at det er svært at beskære et træ, der står med både blade og frugt. Jeg kan slet ikke overskue grenstrukturen … og hvad værre er: Tænk, hvis der gemmer sig en lille fuglerede et sted i træet. Selvom jeg ikke ligefrem kommer til at save den gren over, som reden hviler på, så risikerer jeg at fjerne løv og småkviste, som giver skygge og læ til reden eller skjuler den for sultne kragers blik.

Derfor foretrækker jeg at beskære om vinteren. Det vil sige, jeg ville faktisk allerhelst lade helt være med at svinge sav og ørnenæb, men for mange år siden troede jeg, at frugttræer SKULLE beskæres. Og når man først er begyndt at blande sig i træets vækst, fanger bordet ofte. Et beskåret træ kan blive helt kaotisk at se på, hvis det ikke kommer til frisøren i ny og næ. 

Pjerrot holder udkig

Ergo står januar i beskæringens tegn, og i dagens smukke solskinsvejr fik jeg nogenlunde styr på det lille Clara Frijs pæretræ inden mine tæer og fingre blev kolde og maven skreg efter varm kakao.

LAD NATUREN RÅDE


Nå hovsa, man bør for resten slet ikke beskære i frostvejr 😉 Med andre ord gør jeg alt det forkerte, og mange vil sikkert mene, at jeg ødelægger træerne på det groveste. Det har de fuldkommen ret i, men min have er heldigvis ikke anlagt med henblik på produktion eller selvforsyning men derimod med fokus på naturen.

Sådan en gren kan give enhver produktionsgartner mareridt, men set med naturens øjne er grenen helt perfekt

Naturen elsker syge træer med hule stammer og mosdækkede grene. Sådanne træer giver plads til et utal af små og større skabninger som lever i hyggelig sameksistens og fylder haven med liv og glade dage. Naturens mål er aldrig produktivitet med derimod mangfoldighed.

Så derfor fortsætter jeg med at beskære æble- og pæretræerne om vinteren. I sol og frost mens fuglene kvidrer i havens buske og pindsvinet sover trygt bag hækken, hvor jeg år efter år samler de afskårne grene til gavn for naturen.

Og sådan kan vi jo hver især vælge at passe vores have på den facon, som giver os den største glæde 💗

Musvittens redehul i det gamle æbletræ

STORT PS:

Det er godt at tale med andre. Fortælle, hvad man går og tumler med … og lytte til andres tanker og erfaringer. Så begynder underbevidstheden at arbejde, og undertiden får man ligefrem en aha-opdagelse 👍

Sådan havde jeg det i går, da jeg havde skrevet om beskæring af frugttræer. Jeg har vist altid betragtet beskæring som et slags nødvendigt onde, og i min kvide har jeg forsøgt at forstyrre og skade naturen mindst muligt, selvom det ofte har været på bekostning af træernes trivsel.

Men pludselig, mens jeg læste en af kommentarerne til mit indlæg, gik det op for mig, at jeg er virkelig ked af at beskære. Jeg kan slet, slet ikke lide at file og save i de stakkels træer.

Så i dag tog jeg et grundigt kig på frugthaven og lagde arm med min indgroede overbevisning om, at når man først er begyndt at beskære, så er man ”nødt til” at fortsætte. NØDT TIL … hrrrmm … det lyder lidt ligesom ”skal”, ”bør”, ”forventes”, ”kræves” osv. Ikke sandt?


Det eneste, jeg bliver nødt til, er vel bare at acceptere træernes vækst og købe en stige 😉




lørdag den 9. september 2017

Værn om det, der trives i haven

Det er nu, mens jeg går og luger i staudebedene, at jeg får ideer og kan se, hvor noget står for tæt og andet for spredt.

Som tommelfingerregel lader jeg det, der trives og vokser, blive stående. De stauder, blomster og buske, der derimod ser triste og trætte ud, får en anden plads, der passer bedre til deres vækstkrav.

Når jeg læser i havebøger, står der ganske vist tit, at stauder bør deles og flyttes, når de bliver for store. Jamen, hvorfor dog det? Hvorfor lave noget om, der fungerer?

Nå ja, jeg kender skam godt alle de gartnertekniske begrundelser og forklaringer. Men min have er ikke til pryd og fremvisning … den er derimod til doven fryd og naturlig glæde.



Høstanemonerne trives så flot under det gamle æbletræ, og i tiden løb har de dannet en hel skov. Det er så sket på bekostning af silkepæonerne, som i øvrigt heller ikke var specielt begejstrede for placeringen i takt med, at æbletræets krogede grene strakte sig længere og længere ud over dem.

Der er nok mange haveejere, der ville have beskåret træet og holdt høstanemonerne i stram snor, for uden silkepæoner eller andre stauder, er bedet jo noget grønt og kedeligt midt på sommeren. Men jeg har altså valgt at flytte pæonerne til en mere solrig plet, hvor de virkelig trives, og så ellers lade sensommerens lyserøde blomsterflor være totalt dominerende.


Sådan er det også i naturen. Her er det også de planter, der trives, der vinder kampen om pladsen.  

lørdag den 15. april 2017

Et godt tips, når du skal anlægge nye bede i haven

Har du planer om at lave om i haven ... og drømmer du om bede i stedet for græs?

Så husk, at du kan starte med at ANLÆGGE BEDENE … eller du kan starte med at AFMÆRKE STIERNE.

Græsstien har samme bredde hele vejen og er nem at slå

Starter du med bedene, vil du ofte ende med nogle græsstykker, der er besværlige at slå, fordi de har forskellig bredde og er fyldt med kiler.

Starter du derimod med at afmærke stierne, kan du sørge for ens klippebredde over hele linjen - og i tilgift vil bedene ofte få nogle lidt mere kreative former.

Påskeklokkebedet set fra husets loftsvindue


Da jeg i sin tid anlagde det store påskeklokkebed i baghaven, startede jeg med at mærke af til selve bedet. Jeg tænkte overhovedet ikke på at holde en ensartet afstand til hækken eller havens øvrige beplantninger.

Mellem år og dag har jeg dog plantet en del langs med hækken og lige så stille fået rettet det hele til, så stien bagom bedet er nogenlunde nem at slå. Men foran bedet og op mod terrassen er der en stor kile.

Tja, sådan kan det gå, når man er en grøn novice 😉

På tegningen til venstre er bedene anlagt først. På tegningen til højre er stierne afmærket først

 Jeg har forsøgt at anskueliggøre forskellen på at starte med bedene kontra stierne på ovenstående tegning. Der må dog gerne smiles, for mit tegneprogram lukker hele tiden ned, og jeg er godt klar over, at min flirt med paint ligner noget, som er tegnet af en 3-årig 👀😁👶. Men forhåbentlig fremgår pointen tydeligt. 


Og som I så kan se på fotoet nedenfor, har jeg brugt sti-konceptet i min skovhave. Her er stierne dog dækket af flis, men princippet er jo det samme 👍

Min skovhave er anlagt i læhegnet bag køkkenhaven