søndag den 28. august 2016

TÅLMODIGHED OG FRODIGHED

Undertiden er der et sted i haven, som driller. Jorden er træt, planterne mistrives og kreativiteten nægter at samarbejde. Kort sagt: Man aner ikke sine levende råd!

Når den slags sker for mig, plejer jeg at ”braklægge” området. Det vil sige, at jeg blot holder det mest krasbørstige ukrudt nede og vender det blinde øje til resten. Naturen har nemlig en fantastisk evne til at restituere sig selv, og en smule magelig tålmodighed giver ofte et langt bedre og sundere resultat end tilsætning af nok så mange jordforbedrende midler. Desuden er både tålmodighed og magelighed ganske gratis ;-)

De sidste 4-5 år har jeg haft sådan en stribe braklagt jord i min baghave. Af og til har jeg forsøgsvis plantet en håndfuld stiklinger eller en dusk storkenæb fra andre steder i haven, hvor de var i overskud, men enten nægtede de at vokse eller også gik de ud. Det eneste, der virkelig trivedes, var nogle skovjordbær af ukendt oprindelse. De bredte sig til gengæld i alle retninger og sørgede for, at området så både pænt og grønt ud.

Officielt var det selvfølgelig MIN beslutning, at de skulle vokse netop dér ;-) Man behøver jo ikke at skilte med, at alt i haven ikke er planlagt og anlagt og kontrolleret ned i mindste detalje, vel ;-) Af en eller anden grund opfattes kontrol og planlægning nemlig som dygtighed, mens samarbejde med naturen og tålmodighed ofte betragtes som sjusk og dovenskab.

Nå, men i foråret indtrådte den længe ventede forandring endelig :-) Jorden havde genfundet sin balance og vækstgivende kraft, og storkenæbbene bredte sig muntert i selskab med et par kærmindesøstre, som jeg havde glemt alt om. Selv høstanemonerne, som jeg ellers troede var døde, vågnede op til dåd med store, flotte blade. I skrivende stund står de endda i fuldt og mandshøjt flor.



Så de sidste par dage har jeg haft travlt med at luge. Skovjordbærrene har udført deres opgave og ligger nu i den lille egeskov, hvor jeg fladekomposterer. Her kan de frit vælge, om de vil slå rod eller indgå i den evige recirkulering af næringsstoffer. De har fået en kærlig tak med på vejen, og jeg tænker, at et par af deres ”unger” nok skal fortsætte slægten i baghaven.

Så er der luget
Fremover bliver det dog i hård konkurrence med trivelige storkenæb, ranke høstanemoner og brede tuer af kærmindesøster. Samt løvefod og alunrod, som jeg vil hente fra forhavens staudebed. Og mon ikke jeg også kommer til at drysse lidt akelejefrø med lind og mild hånd :-)

Sådan ser bedet ud i dag. Frodigt men med masser af plads til nye planter.
Åh, jeg glæder mig :-)